lørdag den 26. marts 2011

Samtaler i mørket

Et essay jeg engang skrev i dansk:

Når man står en mørk vinternat og kigger op mod himlen, vil man foruden stjernerne se, at den næsten er sort. Helt sort. Hvor kommer alt det mørke fra? Eller hvad kommer fra alt det mørke? Inden lyset opstod, må der have været... mørkt. Solen er blevet skabt i det mørke. Denne jordklode er blevet skabt i det mørk. Selv livet er opstået i dette mørke univers. Men hvad vigtigere er, så er mørket ikke det eneste, der fylder himlen om natten. Der er nemlig milliarder af lyspunkter, stjerner, som bryder mørket, og gør himlen smuk at kigge på om natten. Men de milliarder af stjerner og det kæmpe tomrum gør, at vi føler os små. Og alene.

Som barn var jeg bange for mørket. Eller jeg ved ikke, om det var mørket som sådan, eller om det nærmere var de ting, der kunne ske i mørket, jeg var bange for. Men bange var jeg… Den dag i dag føles det stadig som, om at jeg af og til kan blive opslugt af mørket, når jeg ligger i min seng om aftenen og prøver at falde hen mod drømmeland. Det er der, man kommer i tanker om alle de mørke kontraster, der af og til kan dukke op i ens liv. Selvom jeg har valgmuligheden at sove, vælger jeg oftest stadig det første. Måske fordi jeg ved, at de bedste idéer og tanker jeg får, udspringer fra de mørkeste nætter. Og fordi mørket er det ukendte, og sætter vores bevidsthed på spil, når det narre os til at tro, det hele er farligt. Det gør os bange, og kan da også vildlede os, men oftest ender det alligevel med, at vi finder en udvej fra mørket. Det føles næsten som om mørket holder os fastspændt, og først giver slip på os, når vi er klar.

Nogle ganger tænker jeg på, hvordan en verden uden mørke kontraster og hensigter vil se ud. Ingen ulykker, ingen gråd, ingen ensomhed. Alle ville være i højt humør hele dagen, og selv midt om natten, hvor mørket lever og får næring, ville ingen opleve mørket. Jeg tænker på en verden, hvor ingen ville være i stand til at opdage de mørke kontraster af livet... Men hvis alle folk hele tiden var fuldstændig uvidende om alle de mørke kontraster, hvordan skulle man så nogensinde finde ud af, hvornår det rent faktisk var ægte glæde folk følte, når der ikke er noget, som det kan sammenlignes med. Måske ville den evige glæde gøre, at de gange, hvor man har kæmpet sin kamp i mørket, og så vinder kampen, umulige at mærke, og du ville slet ikke opdage, at du havde forladt mørket for en stund. Du ville hverken føle en forskel eller en fremgang. Alle de gange, hvor glæden udspringer fra mørket ville være præcis de samme. De dage, vi finder det evige lyspunkt i mørket, ville ikke findes, fordi der ikke er noget mørke til at synliggøre dem. Det er mørket, som gør os i stand til at finde lyspunktet.

En verden uden mørke kontraster ville måske alligevel ende som den mest kedelige og følelsesløse verden, netop fordi mørket og lyset hænger tæt sammen. Glæden ville føre os meget langt væk fra den virkelighed, som vi kender til nu. Og biologiske begrænsninger gør, at vi ikke lever for evigt. Hvis man har levet i en verden, hvor intet mørke kunne trænge igennem, ville mørket, det ukendte, dræbe dig indefra, hvis du mistede en, som stod dig nær. Hvis du aldrig havde smagt på dets smerte før, ville mørket opsluge dig første gang du mistede.

Måske er det slet ikke os, som lever i mørket, men mørket, som lever i os, som et evigt modstandspunkt, der skal holde os fast på rette spor, når vi er vildledt i livets mange veje og muligheder. Det holder os fast, indtil vi helt ubevidst har gjort op med os selv, om vi er klar igen til at tage et nyt spring i livet, som for øvrigt også er ukendt.

Nogle gange strejfer tanken mig, at mørket slet ikke findes, men at det i stedet er længslen efter lys, som fylder rigtigt meget inde i os. Det kan lidt sammenlignes med den følelse vi har, når vi er ved at være godt trætte af den kolde og mørke vinter, og bare tanken om sommer kan give os gåsehud, fordi alle de minder vi har fra den sidste sommer dukker op igen og igen. Varme og solrige dage, hvor lyset først forsvinder sent hen af aftenen. Det er de tider, hvor det er lettest at finde lys.

Det er et liv uden nuancer, vi får, når mørket får lov til at vokse inde i os, og det er svært at få tilfredsstillet vores længsel efter lys. Jeg tror, det hænger sammen med, at vi engang i mellem er for dårlige til at tage en chance, netop fordi vi er bange for det ukendte. Når man ser dokumentarudsendelser om folk, der enten er styrtet ned med et fly eller oplevet noget andet, hvor de har gennemgået en lang overlevelsesrejse, hvor de var midt i kampen om liv eller død, så er der nogle sætninger, man hører igen og igen, men i forskellige udformninger; ”Jeg har lært, at man ikke ved, hvad dagen i morgen bringer, og at man derfor skal leve i nuet”, ”Vi lever hverken i fortiden eller i fremtiden. Vi lever i nuet.”, ”Den eneste chance vi har, den findes i nuet”. Det er alt sammen sætninger, der er udsprunget fra det koldeste mørke. Men når selv de mennesker, der har været tættest på evigt mørke fortæller om, at vi skal leve i nuet, er der ikke mange, som tør overgive sig selv til øjeblikket, som vi lever i, og tage én dag af gangen. For de fleste gælder det, at man selv skal have været på skranten mellem liv og død og have oplevet hvilken smerte livet kan byde på, før man kan overgive sig selv til nuet. Folk der er ”kloge på livet” har oftest selv levet i det værst tænkelige mørke for en stund. Jeg tror, alle mennesker har et ønske om, at vide bedre om, hvad der er de rigtige beslutninger at tage, men der er kun en selv til at gøre op med, hvad der er det rigtige. Man kan heller ikke som sådan ”øve” sig på det. Mest af alt er det nok skæbnen, der er afgørende.

Når man lever i mørket, er der et lyspunkt, som man næsten altid kan finde. Det er et lyspunkt, som kan tilpasses alle mennesker. Det er selvfølgelig det at have noget at tro på, jeg snakker om. Om det er Gud, Allah eller noget man selv finder på, så har det altid den effekt, at holde håbet oppe. Det er som en stjerne af is, et håb og nogle gange et svar. Som spor i sneen, der giver en idé om hvilken vej, vi skal gå. Og som regel finder du også et fnug af fortrøstning. Troen er en flamme der varmer, når alting er gråt. Troen fylder ens rum med lys, og åbner ens sind for en hånds trylleri, og alt hvad et øjeblik rummer. Troen gør det muligt at finde en åbning mod hav. Det er som en sprække i mørket, et lyspunkt at have. Det er en vind gennem træer, en ild og en glød, en glæde der venter, når nat bliver til dag. Uden troen er vi intet.

Når mørket bryder lyset, og man ikke kan få øje på Mælkevejen på himlen, så er det godt, hvis man har sig selv og sin tro det rette sted, men endnu bedre, hvis man har hinanden. Som en planets bane om Solen, så har vi mennesker også vores egen fælles bane, som leder os - også selvom alting føles splittet og hver for sig. Og det føles som om, at der ingen skrig høres i et univers, der er så stort. Men alligevel er der lys, når andre går forbi os… Men stadig kan vi mærke en tanke skræmme os, selvom vi kæmper sammen. Vi kredser alle om den samme Sol, og vi er alle mennesker og søger efter varmen. Men i mørke føles det alligevel som om, vi er så langt væk fra hinanden. Men Solens stråler leder os, og med tiden finder vi en udvej. En god samtale med en, der står os nær, er mange gange den bedste måde at komme ud af mørket på, fordi vi føler der er nogle, som kan gribe os, hvis vi falder. Vi kommer hinanden nærmere, og stoler på hinanden, og når der er brug for det, rækker vi hånden ud, eller tager i mod en, og følger med derud, hvor ingen tanker skræmmer.

1 kommentar:

  1. Godt essay, gav mig nogle emner jeg kunne komme ind på i mit eget.

    Mange tak for hjælpen.
    Gustav

    SvarSlet